Milde miljøer (byområder, landdistrikter, lavforurenende områder, lette kystområder) understøtter stabil patinadannelse.
Høje koncentrationer af SO₂, sur regn, tung industridamp eller for store mængder af kloridioner fra stærk kystsaltspray kan ødelægge den tætte oxidstruktur og producere ustabil, pulveragtig rust.
Moderat fugtighed og regelmæssige våd-tør-cyklusser hjælper med at danne en tæt, stabil patina.
Vedvarende høj luftfugtighed, langvarig vandretention eller hyppig tåge/fugt forhindrer laget i at tørre og fortætte, hvilket fører til blød, dårligt vedhæftet rust.
Tilstrækkeligt sollys og moderate temperaturer fremskynder oxidation og forbedrer patinaens ensartethed.
Skyggefulde, dårligt oplyste eller lukkede områder forsinker modningen og forårsager ujævne eller ustabile lag.
Rene, kalkfrie overflader (efter korrekt affedtning eller let blæserensning) danner meget mere pålideligt stabil patina.
Olie, fedt, støv, resterende mølleskala eller ujævne oxider resulterer i uensartede, diskontinuerlige og ustabile rustlag.
Lodrette, godt ventilerede overflader med god dræning giver den mest stabile patina.
Vandrette overflader, sprækker, skødforbindelser eller lukkede lommer fanger vand og snavs, hvilket fører til vedvarende korrosion og ustabil patina.
Ridser, stød, slibning eller hyppig slid kan knække eller fjerne patinaen.
Mindre skader kan selvhelbrede under gode forhold, men gentagen eller dyb skade forhindrer fuld gendannelse af et stabilt lag.
Stærke syrer, baser, saltopløsninger eller uhensigtsmæssige rengøringsmidler kan ætse eller opløse patinaen.
Inkompatible malinger, fugemasser eller midlertidige belægninger, der er dårligt fjernet, kan også forstyrre eller beskadige oxidlaget.
SPA-C er afhængig af kontrolleret indhold af Cu, Cr, Ni og P for at danne stabil patina.
Off-standard eller inkonsistente legeringsniveauer kan føre til langsommere, ujævne eller mindre holdbare rustlag.
